Vandretur for familier i pinsen
Kan du lide at vandre og kan du lide naturoplevelser, så tag på en to dages vandretur med overnatning i selskab med spejdergruppen Ræven Skibby Trop og Flok. Turleder er spejderleder Cecilie Wulff og turen er for familier med børn eller bedsteforældre med børnebørn (vi anbefaler fra 8 år). Der er plads til 28.
Billetter, der inkluderer al forplejning (undtagen frokost på førstedagen) og alle oplevelser, koster 150 for voksne fra 16 år og 50 for børn (helst fra 8 år) og købes via Vandretur for familier i Pinsen (raevenskibby.dk)
- Det er anden gang Rejsestalden samarbejder med Ræven Skibby Trop og Flok om at skabe naturoplevelser i Hornsherred for familier, fortæller kulturmedarbejder Camilla Hultén Fruelund. - Når vi lægger Rejsestaldens kræfter sammen med nogle af de mange meget kompetente frivillige, der er i vores lokalområde, kan vi skabe virkelig gode oplevelser. Arrangementet er desuden støttet af Kulturpuljen og det gør det muligt for os at sætte arrangementet i et prisleje, hvor forhåbentlig alle kan være med. Det er lidt en kæphest for os i Rejsestalden, at alle børn skal have adgang til kultur, fortæller Camilla Hultén Fruelund.
Turen afgår søndag den 5. juni fra Jægerspris med en smuk vandretur på cirka syv kilometer langs fjorden til Dalby Huse. Her venter en badetur fra sandrevlen et stykke ude i fjorden inden den traktortrukne vogn, Hornsherreds NATURekspres, samler selskabet op og kører til Storkollektivet Svanholm. På Svanholm kan du klappe og nusse de livlige geder og du kan hvile benene mens caféen serverer kaffe, saft og kage. Og så er det tid til at naturekspressen kører til spejdergruppen i Skibby. Her tilberedes aftensmaden sammen med spejderne og overnatning foregår udenfor i telte.
Mandag den 6. juni kører naturekspressen til det naturskønne område Selsø ved Roskilde Fjord, hvor spejderne laver naturaktiviteter en times tid inden naturekspressen kører til udkanten af Sønderby, hvorfra dagens vandreetape starter. Turen er på cirka 5 km og går via Østby Skov og fiskerlejet Skovgærdet til Østby. I Østby får du serveret eftermiddagskage og kan hilse på og høre om de fritgående økogrise inden naturekspressen bringer dig tilbage til din bagage i spejdergruppen i Skibby. Herfra er der rutebusser mod Jægerspris og Frederikssund eller mod Roskilde. Læs mere om turen på www.rejsestalden.frederikssund.dk
Turen er arrangeret af Kulturhuset Rejsestalden og Ræven Skibby Trop og Flok, og arrangementet er en del af Skibby Aktive for Fjordlandets omfattende arrangement Grøn Pinse, der løber af stablen 3.-6. juni. Alle medvirkende på turen er frivillige, bortset fra besøgene på Svanholm og hos Selsø Øko. Hornsherreds NATURekspres er drevet på frivillig basis af Skibby Aktive for Fjordlandet.