Julen 2018
Ræven Skibby Trop og Flok har haft et travlt år. I sommers var vi en kæmpe flok på Optur (oprykning) ved Hammergården ved Hammerbakker med strand og vand som tema og med super godt vejr, helt perfekt til lejrbål, nathejk og overnatte i telt.
Særligt Junior, Trop og Klan spejder har haft et ekstra travlt år, da de kan melde sig til ture uden leder-deltagelse. Vi forsøger at tilbyde alle relevante ture og løb for spejderne og forberede dem til blandt andet Oak City Rally, Ragnarok, Forårsudfordringen, Decemberfejden, SPLAT og mange flere. Det er en god blanding af temaer og sværhedsgrader, der alt sammen bidrager til spejder-Uddannelsen og styrkelse af færdigheder.
Mikro og Mini spejderne deltager i Ege divisionens store arrangementer, hvor der gerne deltager mere end 150 spejder fra mange grupper. I år blev 100 året for Ulveunger i Danmark fejret med et stort opsat løb i Nordmandsmosen, og endnu engang levede området fuldt ud op til forventningerne.
Spejdergruppen sover aldrig , der kan være spejder på løb et sted i landet alt imens, der holdes planlægningsmøde et andet sted og der et helt tredje sted er spejdere eller ledere på kursus. Det er helt utroligt fedt at være en del af.
2018 blev året hvor vi startede Familiespejd op, og hver 2. søndag mødes de til leg, bål, sang og hygge. 2019 vil helt sikkert blive året, hvor Familiespejd for alvor vil blive det helt store tilløbsstykke og mange nye spejdere vil få et tørklæde hængt om halsen og et tjikkerlikker og blive en del af Skibbys mest ambitiøse spejdergruppe - Ræven Skibby Trop og Flok
I har sikkert hørt udtrykket "at vi ikke går til spejder, men vi er spejdere".
Med det mener vi, at at ideen med spejder er en tilgang til livet, ens medmennesker, samfundet og verden omkring os. En tilgang der starter hos spejderne og varer hele livet. Denne tilgang kan føre mange veje hen og de er sjældent kedelige. Det glæder os ledere at følge vores spejders positive udvikling, som enkelt personer og som patrulje, der i fællesskab løser en opgave på vores ugentlige møder eller på løb.
Lederne lægger et kæmpe stort arbejde i at planlægge og forberede spændende ture, arrangementer og ugentlige møder, så vores spejdere bliver udfordret og udviklet til
selvstændige unge mennesker. Unge mennesker, der kan tage medansvar og initiativ for fællesskabet, familien og samfundet.
Lederne indgår i planlægningsteams samme med Ege-divisionen, andre grupper samt planlægger egne og eksterne ture og arrangementer. De deltager i lederkurser og foredrag, der altsammen bidrager til den forsatte positive udvikling i gruppen. I ledergruppen har vi sat målet højt og håber meget på forældrenes bidrag med et stærk forældrearrangement.
Ræven Skibby Trop og Flok har i år bidraget til fællesskabet i Skibby og omegn på mange spændende og forskellige måder,
+ Skibby kirke : med opsætning af fastelavns tønde,
+ Skibby Aktive : tænde byens juletræ og dele gløgg og æbleskiver ud til byens borgere
+ Skibby : afholde Sankt hans bål for Skibbys borgere
+ Friluftsrådet : afholde Naturens dag i fællesskab med Ferslev- Vellerup jagtforening + Frederikssund kommune: overnatning ved Selsø slot
+ Nationalparken : jævndøgns arrangement i Gershøj
+Det Danske Spejderkorps : sov ude et åbent arrangement
Til sommer tager 25 spejdere fra Ræven Skibby Trop og Flok sammen med 70 andre spejdere fra Ege divisionen til den internationale spejderlejr Kanderstege i Schweiz, en enestående oplevelse og chance for spejderne til at danne nye venskaber på tværs af landegrænser, der kan bidrage til at skabe forståelse og indsigt i andre lande og kulturer.
2019 bliver på mange områder et spændende år. I foråret vil vi indvie vores projekt "spis din skov" med de sidste læringsøer og læringsmaterialer med en stor indvielse.
Vi vil præsentere jer for projektet med en ny spejderhytte, der kan rumme de ideer og visioner vi har for Spejdergruppen og vores arbejde for udviklingen af børn og unge samt natur projekter.
Vi vil også bestræbe os på at få sendt en masse spejdere på kursus både børn, unge og voksne, så vi fortsat kan tiltrække en masse nye spejdere og spejderledere.
Som gruppeleder vil jeg gerne sig tak for et helt utroligt fantastisk år, det er en kæmpe fornøjelse at se de mange glade børn og unge møde ind uge efter uge både sommer og vinter med smil og gåpåmod til nye udfordringer og opgaver fra deres ledere. Jeg glædes når spejderne komme tilbage fra tur og arrangementer og strålende fortæller med stolthed i stemmen og fulde af gejst om oplevelser og udfordringer de har været igennem ,,,,,og klaret ,,,sejt gået.
Og en kæmpe stor tak til lederne og vores hjælpere for utrætteligt at stille op til arbejdsdage, klargøring, madlavning, oprydning og rengøring udover de ugentlige spejdermøder, de månedlige ledermøder i gruppen og halvårlig planlægningsmøder i
divisionen.
Jeg ved godt I ikke gjorde alt det, hvis I ikke syntes det var fedt, hvilket gør det til en endnu større fornøjelse at få lov til at stå i spidsen for jer, så det skal I have et kæmpe tak for.
God jul og godt nytår
Jeg Glæder mig til et fantastisk 2019
Dr.jones
Gruppeleder Ræven Skibby trop og flok